Æblemost og marmelader

marmost

Historien bag vores æblemost og marmelader.

Nogle gange går naturen sine egne veje og det kom vi til at mærke i sensommeren 2007, hvor en haglbyge sendte sine godt og vel ærtestore hagl ned over vores 5 hektar store æbleplantage, netop som æblerne hang næsten fuldmodne og plukkeklare.

Hvad gør man så, når størstedelen af adskillige tons æbler har fået "skudhuller" og ikke kan afsættes på normal vis – ved hjælp af pluk selv-kunder, i gårdbutikken eller på GASA.

Vi valgte at tage udfordringen op og sætte nye produkter på markedet. Det blev til en ny ufiltreret æblemost, som vore kunder tog rigtig godt imod.  Mosten er presset på tre særligt udvalgte sorter af vores æbler og sælges i 0,75 liter flasker og i 5 liter bag in box.

Sideløbende med dette prøvede vi at fremstille en æblegelé efter en gammel familieopskrift. Æblegeléen er tilsat ægte vaniljekorn, sælges i 400 gram glas og smager fantastisk på en friskbagt bolle, som pynt på æblekagen, de hjemmebagte marengs eller alternativt i rødkålssalaten.

Senere er der så kommet en jordbærmarmelade til. Produceret på smagfulde, nænsomt plukkede jordbær af sorten Honey Eye dyrket på vore egne jordbærarealer.

Vores marmelader og den ufiltrerede æblemost forhandles af en række specialbutikker – se forhandlerliste.

 

 

 

logo-artikel